Uhulen

lidt om erkendelse og identitet

2009-11-09T16:54:00.003+01:00

her i weekenden faldt jeg over en bunke af ting fra gamle dage, som af en eller anden grund - eller mange grunde - er fundet værdige til endnu at optage plads. mellem gamle stile, udtalelser og andet papir lå notesbogen. denne linierede bog med pink omslag fik jeg tilegnet i 6. klasse af min lærer, Miriam, med beskeden om, at dette IKKE var en dagbog - kun beregnet for egne øjne - men et værktøj til at øve sig i skrivning, formidling og refleksion.

vi kunne skrive, hvad som helst. klippe ud og klistre ind. eller som det lød "øve sig i synonymer og ordforråd ved eks. at skrive alle de ting, vi kunne komme i tanke om i forbindelse med køkken". som sagt så gjort, og dermed har jeg en meget langt, meget udførlig liste over grydeskeer, pander, piskeris og diverse apparater. i sig selv meget sjovt, omend det jeg egentlig hæftede med ved efter endt læsning var en anden ting.

det slog mig, at det billedet, jeg har af mig selv som 11-13-årig er et andet, end det jeg kunne læse mig til. mine tanker, refleksioner, bekymringer og udbrud fra tiden omkring millenium er så befriende umiddelbare; knyttet til den nære oplevelse og ikke præget af en specielt udviklet evne til at se tingene i det fine fugleperspektiv. det overraskede mig. situationer og oplevelser fra den tid står i hukommelsen i et ganske andet og i højere grad nuanceret lys.

det fik mig til at tænke på min afsluttende dansk-stil i gymnasiet (tidligere publiceret her), hvor jeg fabulerer over, hvad identitet er og knytter sig til. min konklusion derfra passer glimrende herpå - identitet må være summen af oplevelser og erfaringer. således er identitet en status, et bagudskuende øjebliksbillede, som ikke lader sig definere af fremtiden, før fremtid er fortid.

netop derfor er mit billede af mig selv for 10 år siden også et andet, fordi min verden - heldigvis da - er blevet en anden. den helt afgørende faktor her er jo et skift fra barndom til det nye kapitel voksendom, hvis sider jeg efterhånden også har vendt nogle stykker af.
erkendelsen, som jeg hæfter mig ved, er, at det giver god mening at fastholde disse øjebliksbilleder. der er stor værdi i opdagelsen af, hvordan verden så ud dengang, så opfattelsen af mig indeholder fikspunkter tegnenede en udvikling frem for blot summen er det, der definerer mig nu.

det må alt andet end lige give et langt mere nuanceret billede på selvet. en opfordring skal derfor lyde - fasthold af og til det spontane i billeder, ord eller andet.

måske der er en grund til dagbøgernes popularitet? er vi i virkeligheden overordentligt disponerede for glemslen, og trives vi godt i dovenskabens ikke-reflekterende verden?

ÅRHUS vs. KØBENHAVN

2009-10-18T12:52:00.003+02:00

Rute 1 rød Klostertorvet, Museumsgade

Rute 2 blå Tog, Cykel, Gl. Munkegade

Rute 3 grøn M.P Bruuns Gade, Elektronik Lavpris, Pustervig, Læge

Rute 4 orange Skolebakken, Emil Vetts Passage, El Giganten, Salling, Føtex, Bruuns Galleri

Rute 5 violet DSB billetkontor, 7 Eleven, TP Musik, Føtex, Badstuerock

Rute 6 gul H&M, Bøger&Papir, (Aros) Dyrehandel, Føtex, Hjem

Rute 7 pink Thorvaldsensgade, Borgerservice, Magasin, Hovedbiblioteket

Rute 8 lys blå Nørreport, Posthus, Kiosk, Visit Århus, Nørreport

Rute 9 brun DSB, Salling, Café, Hjem samme vej

Rute 10 blågrøn Nørreport, Hovedbiblioteket, Charlies

Rute 11 hvid Hjem, Borgerservice, Samsøe & Samsøe

det ene sted kender jeg. godt og indgående. det andet må betegnes som en for bekendte god gammel fælles ven - besøgt og nydt, men altid med distancen som fætter.
lige pånær at de bekendte, vennerne, leger med tanken om at gøre den gamle ven til en livsledsager - hvis ikke det allerede er sket.
jeg splittes mellem fastland og ørige. det aflæselige, vante, genkendelige, indgroede vaner; en dybføltkærlighed og den stadig nye, berusende flirt med storsnudernes minimetropol.

jeg ærges over at disse to herlige pletter (af den skønne slags) ikke kan sammensmeltes til eet.
tænk hvis afstanden ikke skulle koste mig en halv tusindlap, men blot nogle flygtige tramp i et par velsmurte pedaler.
mit ønske.

indtil da lever vi videre i dette skizofrene univers.

tårer

2009-08-15T20:45:00.002+02:00

gråd af

glæde fortrydelse frustration
ophidselse afmagt vrede
overvældelse uoverskuelighed
fortvivlelse overraskelse ulykke
sorg håb lykke smerte
fryd frihed fred forvirring
forundring uretfærdighed

det er mig en gåde, hvordan en dråbe af regn i min øjenkrog kan indeholde alt dette med en lethed, der sjældent macther betydningens tyngde

hvorfor er det sådan?

en sludder med tv2

2009-04-27T22:51:00.003+02:00

så blev man ringet op af tv2 i eftermiddag: "Ja goddag, det er x fra tv2 - øh, er du i Mexico?"

her står man over for den røde eller blå pille fra Matrix eller tale fra Festen. jeg valgte at være ærlig og fortælle kort, hvordan det hele stod til. men alene fordi jeg synes, det er super ubehageligt, at de på en eller anden spidsfindig måde har fundet mig via dette pragtstykke(?) af en blog, fik jeg ualmindelig meget lyst til at stikke dem den gode historie, de higer efter og smøre lidt tykt på: "hhhrrr..jo jeg har faktisk gået og haft det lidt småunderligt med svimmelhed (hvilket ville være sandt og retfærdiggøre svaret en anelse, men..) den seneste tid."

idioten med den journalistentusiastiske stemmeførsel satte trumf på, når du spiller med spørgsmålet: "nå, men kender du så måske ikke nogle - måske studerende - der er i Mexico for tiden?!" NEJ vel, jeg har lige sagt, at vi var en godt hundrede stykker derovre for præcis en måned siden.

1) Jeg kunne i princippet godt være en omvandrende trussel for Danmarks sikkerhed, idet udbruddene også forekom i marts.

2) sådan kan man så også finde ud af, at det er HELT fint, at jeg ikke forsøgte mig med journalistfaget!

mexico

2009-03-05T23:09:00.002+01:00

jeg er i mexico i denne tid. lige nu er vi paa besoeg paa et universitet
for arkitektur, design, musik m.m. CUAAD i Guadalajara, hvor vi har lavet en workshop med de mexicanske studerende. en spaendende og udfordrende oplevelse, da deres engelskkundskaber er yderst begraensede.

det er fantastisk berigende og meget tankevaekkende at besoege landet. her oplever jeg for foerste gang i mit liv slum, naar det virkelig er alvor. her oplever jeg kvalmende rigdom og den store kloeft der findes mellem de to ting. her saettes mit eget liv i perspektiv med foelelser og ikke kun med forstand, hvilket naturligvis er berigende og vigtigt. man fyldes af taknemmelighed og samtidig ogsaa kvalmende flovhed over de billigere priser her - man kan uden problemer leve de riges glaeder ud, men vil man det, naar nu man kan?

i morgen gaar turen videre til stillehavet og vi oejner allerede den mere afslappede ferie, vi har i vente.

hasta la vista

glæden ved de kedelige ting

2009-02-15T15:59:00.003+01:00

endnu en søndag har jeg tændt for musikken. fundet klude. spande. sulfo. skurepulver. og. meget. meget. mere.
og nu sidder jeg til duften af ren luft iblandet ajax og synet færre støvmider forhåbentlig.

som regel er rengøring udskældt og udråbt til at være en plage, som bare skal overståes - og ja, min vasketøjsbunke ville jeg da også gerne være foruden, men omvendt må jeg slå et slag for værdien af de mere uinspirende ting, som skal gøres igen og igen i en uendelighed. for nøjagtig som når jeg løber en tur, kan jeg fordøje ugens indtryk, koble hjernen fra og bare lade tankerne løbe frit. det er faktisk ikke så tosset.

hvis man er bare lidt lige som jeg, er man en enten-eller type. jeg kan godt få for meget at lave og længes efter at gøre ingenting, men har jeg så en uventet fridag, går jeg i spåner og bliver rastløs. der er ligesom ikke rigtig nogen mellemvej.

jeg vil derfor bestræbe mig på at gøre "de sure pligter" til en fest for tanker, støj og uro fra det indre - og hygge mig med at se resultatet af mine anstrengelser.

hvem siger så i øvrigt, at det er uinspirerende arbejde? der skal jo ryddes ud på harddisken for at nye idéer kan få plads.

fat kost og spand. lav en hitliste på iPod'en. og bliv inspireret og glad i låget af og over et rent hjem.

rigtig god og velsignet uge!

..mexicofeber..

2009-02-12T23:44:00.003+01:00

ja, jeg må jo indrømme, at jeg er en sjælden gæst i blogverdenen i disse tider. livet går travlt, men godt med arkitektbrillers beskuelse af verdenen, og man mærker indoktrineringen indfinde sig i sjælen - helt som planen er.

inden længe, faktisk om halvanden uge, går turen til Mexico - en måned i sol og varme på den modsatte side af Jorden. mexicofeberen ankomst har meldt sig, og gode råd om vind og vejr modtages med tak.

briller

2009-01-22T23:24:00.002+01:00

så er jeg den lykkeligste ejer af et par spritny type-briller

de er vel egentlig en accessory, på højde med mine meget
benyttede hårbøjler

jeg betvivler, at det præcis er dem på
billedet, men de er ikke langt fra

lykke

neubau welt

2009-01-11T18:14:00.002+01:00

dette er den mest fantastiske bog
længe set. flere hundrede sider
med alskens illustrationer.

etc etc etc fly
biler mennesker værktøj
naturobjekter is
dyr porcelæn insekter
cykler traktorer kameraer
videoer møbler typer etc
etc etc etc

lige til at benytte i diverse
grafiske layouts grundet den
medfølgende cd, hvor illustrationerne
er som vektorbaserede elementer.

DEN SKAL JEG BARE EJE!

11/01/09 18:33

den som

2009-01-06T18:59:00.002+01:00

den som aldrig
lever nu
lever aldrig
hvad gør du?

...

du dugvåde morgen

du regnvåde sind

i et spind af forvildende tanker

mod strømningers strømme

her vikles ind

men forbliver dog evigt i drømme

lidt om samsung touchwiz

2009-01-02T22:51:00.002+01:00

til louise og andre interesserede

kan jeg absolut anbefale samsung touchwiz. jeg har endnu ikke oplevet nogen irriterende og for brugervenligheden generende ting eller mangler.

touchskærmen reagerer hurtigt og temmelig præcist. specielt i forhold til sms-skrivning er jeg meget positivt overrasket over brugervenligheden. i forhold til eks. apples iphone, der har et 'normalt' tastetur - ét bogstav, én knap - har denne tlf. tastetur som alle andre mobiltlf., hvilket gør det meget nemt og meget hurtigt at skrive. jeg vil måske endda sige, at jeg sms'er hurtigere på denne.

samsungs widget-system, som er en slags dock som på mac, er ydermere fantastisk. genvejene gør det super hurtigt at komme frem til en bestemt funktion.

den kan, hvad den skal kunne uden problemer og har rigeligt de funktioner, jeg behøver - hvad jeg ville få mere ved en dyrere model, ville jeg aldrig få brug for, sålænge det er en privat mobil og ikke en business phone.

til gengæld kan man ikke indstille forskellige temaer og grafikken er mindre prangende end sony ericsson og nokia - enkeltheden er klædelig og baggrunden kan indstilles på så mange nye måder, at jeg bestemt ikke mangler muligheder.

den eneste ting jeg har at udsætte på tlf. er batterilevetiden - du skal som sædvanlig med samsung tlf. kunne leve med at oplade tlf. hver tredie dag afhængigt af forbrug. det er meget kort tid i forhold til andre tlf. det er jo en vanesag at oplade den om natten, selvfølgelig, men en ærgerlig ting er det dog.

jamen, jeg er SUPER SUPER glad for den. køb den trygt!

stilhed

2009-01-01T19:34:00.002+01:00

stilhed

det er vel, hvad man kan kalde blogaktiviteten for mit vedkommende
men med det nye års begyndelse kommer forhåbentlig også lidt
mere aktivitet her

rigtig godt nytår

2009

juleferie

2008-12-19T19:27:00.004+01:00

jeg har haft en hel vild december.

jeg befinder mig et sted mellem ekstrem travlhed og stress - i hvert fald sådan, at ens krop gør underlige ting.

ingen tvivl om, at jeg værdsætter og nyder min hverdag på aarch.skolen helt ufattelig meget. jeg elsker miljøet og menneskerne der - ja, elsker. men, hvor er det dog utroligt, hvilke mængder af tid man placerer der. i denne uge var jeg der 34 timer på to dage med fuld power og koncentration.

nu er det så jul og ferie i to fulde uger. min krop har ganske enkelt ikke helt fattet budskabet og adrenalinen pibler stadig rundt over det hele.

ydermere synes jeg egentlig, det er temmelig uoverskueligt at skulle holde pause fra alle mine kære aarch.venner - men det må vel egenltig betegnes som et luksusproblem.

jeg håber, snart at finde tid til et lidt mere indholdsmæssigt interessant indlæg.

rigtig glædelig jul!

når man intet gør

2008-12-09T18:00:00.002+01:00

sidder her på arkitektskolens hyggeligste og sikkert mindst julede tegnestue og tænker over, hvorfor jeg ikke bare går hjem - jeg når med garanti ikke mere i dag, og alle andres projekter giver pt meget mere kreativ mening i mit hovede end mit eget..

jeg savner julen som er opstået i min lejlighed. jeg er træt. jeg trænger muligvis til det der, de kalder juleferie.

det skyldes sandsynligvis markedet, der optog mig en hel weekend og alle forberedelserne til det forinden. nu sidder jeg så med en pengekasse med indhold, heldigvis, og finder det mere fornuftigt at køre pengene sammen med den "på kanten af det ladesiggørelige"-økonomi, jeg har som studerende. men nu havde jeg jo egentlig vedtaget og bestemt, at de skulle bruges på en god ting. ikke bare vaskepulver og toiletpapir.

den sorte dame (skyldes beklædning og ikke sind dog) bemærker, at dette er et indlæg fremkommet måske af kedsomhed, måske mest af ubeslutsomhed. i hvert fald ikke på grund af interessante tanker.

nyd december! dens hygge og lys i mørke - den er så hurtigt forsvundet.

Touchwiz

2008-12-05T13:07:00.004+01:00

så bliver jeg inden længe samsung touchwiz-indehaver.

det har jeg det på mange måder temmelig ambivalent med - for til at begynde med forsvor jeg, at jeg til alle tider kun skulle have nokia-tlf., så kom den her tynde, stilrene sony ericsson, som fik mig til at bryde løftet.

og nu har den tlf. mere eller mindre været i stykker siden købet, TDC vil erstatte den og siger til mig: "værsågod, vælg bare den mobil fra hylden, som du vil have"

det er jo både en drøm og et helvede, hvad i alverden skal man vælge?

ja, og således ifører jeg mig endnu en gang forræderens kappe og får en touch tlf.

fra SAMSUNG!

december

2008-12-03T01:36:00.002+01:00

kalenderen skriver nu allerede december, og før jeg ved af det er den gået ligesom september, oktober og november - derfor har jeg her i aften (eller rettere nat) pyntet op, lige som den første glög er drukket og et par æbleskriver er sluset gennem halsen.

det er jo faktisk temmelig hyggelig med jul!

glædelig december

et sanset berlin

2008-11-27T00:28:00.005+01:00

jojo, jamen jeg er her endnu egentlig - i hvert fald sidst jeg tjekkede.

siden sidst har jeg oplevet berlin. jeg siger oplevet, fordi jeg har set byen adskillelige gange, men aldrig rigtig udforsket kvarterer, set på huse, gader og byliv, menneskers bevægelser gennem specifikke områder eller sanset detajler. mine ture til byen har altid været i enten konference eller skole øjemed og således fordret en kulturmæssig tilgang til besøget med utallige besøg på

...

Chek Point Charlie, East Side Gallery, Fernsehturm, Den nye og gamle Rigsdagsbygning, Det Jødiske Museum, Museums Insel, Bauhaus Arkivet, obligatorisk tur gennem Tiergarten, Neue und Alte National Gallerie, diverse holocaust mindemonumenter, Brandenburger Tor, Alexander Platz med dets karakteristiske ur, Sony Center, KaDeWe, Kudam og Gedachtnis Kirche, Olympia Stadion, Alte Rathaus, Das Rote Rathaus, Spree

...

jo, jeg tror egentlig godt, man kan sige, jeg har set berlin, formelt set. jeg holder virkelig af byen. måske fordi det er som at komme tilbage til en gammel ven, der dog hele tiden forandrer sig?

sikkert er det i hvert fald, at jeg nu har tilføjet Prinzlauerbergs Kastanienallee samt Oberberger Str. (U2 Pankow) til min liste over uundværligheder i byen - ligesom jeg nødigt vil undvære et gensyn med området omkring Harkescher Markt (S75 Spandau).

har du endnu ikke været der, er det en stor fejl! foranderlighed, historie, kulturbombardement, venlighed og rummelighed er bare nogle få af de kvaliteter byen har.

kom afsted - og skriv endelig, hvis I mangler gode adr., billige hoteller, skønne caféer, vidunderligt secondhand, fantastiske boghandler..

jeg tager afsted igen meget meget snart

berlin

2008-11-15T23:48:00.002+01:00

NAT I BERLIN
Tom Kristensen 1921

hesteklapren! hesteklapren!
hestesko og hestehov!
denne by er fuld af heste.
jeg skal sove. hvem der sov!

(…)

endeløse tog af drosker,
varskoraab og kvindehvin!
denne by er fuld af kvinder.
hvem kan sove i berlin?

kvindetrippen, hestetrampen,
hestevrinsken, kvindehvin.
kvindelige, raa kentaurer
hærger hver en nat berlin.

hør, de braser mod hotellet
og forcérer dets entré.
langs terrazzogulvet klinger
flugten af en skræmt portier.

(…)

kvindelæber, hestemuler,
aaben mund og krænget grin.
denne by er fuld af syner.
hvem kan sove i berlin?

jeg kan i hvert fald ikke, når jeg fra mandag - fredag bruger min tid i byen. det er en helt fantastisk by med en utrolig intenst historisk fornemmelse og en ukuelig foranderlighed.

københavn

2008-11-09T23:45:00.002+01:00

københavn

for mig et sted jeg kender i punkter. eller måske rettere detaljer. det kan være en enkelt gade, en café eller butik, men det store billede, hvor man ved i hvilken retning en bestemt bygning eller gade er, har manglet. i hvert fald indtil for nylig.

specielt fredag, da jeg med arkitektskolen var gennem byen, for at se og tegne alle de gamle, historiske steder tænkte jeg, at her føler jeg mig efterhånden godt hjemme.

nu ved jeg, hvor jeg er - cirka. jeg genkender pulsen, stemningen, atmosfæren. det udefinerbare et-eller-andet, der gør, at man trives, holder af og ikke mindst slapper af.

jeg tænker, at der kunne jeg faktisk godt tænke mig at leve

så kom jeg hjem i dag og tænker "her kan jeg også godt leve"

dilemma

:-)

hvad er frihed?

2008-11-04T00:12:00.003+01:00

hvad er frihed frihed til?
til at gøre, hvad man vil,
blot man nøje passer på,
kun at gøre, hvad man må.

når nok bare er for meget

2008-10-28T23:36:00.002+01:00

jeg tror egentlig, at jeg er rimelig normal - sidst jeg tjekkede var måleren ikke helt på overarbejde endnu.

men hvad nu, når man er den type menneske, som helst vil kunne alting, hele tiden, meget perfekt og som ikke må brokke sig, blive træt og sige fra - når man er sådan en, alle regner med og spørger om alt mellem himmel og jord. når de kigger underligt på en, hvis man får taget sig sammen og siger fra. hvad nu, når man faktisk har prøvet, hvad det vil sige at have stress, ikke som i travl, men som i "alting ramler og jeg kan ikke længere selv gøre noget ved det". hvad nu når man faktisk har det fantastisk, men lige rigeligt intensivt, hvad nu når man konstaterer, at måske er for meget flødeskum ikke godt. hvad nu, når man knækker lidt og skal gøre den hyper skræmmende erkendelse, at man ikke kan bære alting i denne verden selv, hvad nu, når man bliver en lille smule pissebange for at nå dertil igen. hvad nu hvis..

man i bund og grund er meget glad, og så alligevel bare er et menneske.

har man så tegnet for mange lange lige streger på et papir i frihånd (i TO dage)? og skal man så bare være ligeglad med at man er 6 opg. bagud, fordi dem, der bestemmer, synes det er forrygende fantastisk bare at liniere?

er der nogen, der ved, hvor man kan blive ansat til at kvadrere blokke? er der nogen, der er udlært i "slap af 1 - for begyndere" - et kursus om livet uden dårlig samvittighed?

er der nogen, der gider fortælle damen, at hun skal gå i seng, skal droppe perfektionismen et kvarter hver dag?

eller skal jeg bare erkende og acceptere, at min hjerne tilfældigvis er højreminded, meget visuel og utrolig perfektionistisk anlagt (der er beviser ;-))?

hav en velsignet fantastisk uge. husk at tænke efter, trække vejret, spise sundt, grine meget over ingenting. husk, du ikke er alene. husk .. at slappe af.

det der er så svært at få øje på

2008-10-25T14:41:00.004+02:00

er der andre end mig, der har overvejet,
hvorfor man nogle gange kan kigge ud i luften i ufattelig lang tid
uden at kede sig, mens det er en umulighed til andre tider?

jeg kan ikke lige helt forklare billedets sammenhæng med teksten, men det er en af de der dage,
og så får man nogle skæve associationer - skønt er det i hvert fald.

fryd og snøft

2008-10-20T23:19:00.010+02:00

billeder fra det skønne Sverige - der var så dejligt.

men det er nu med en smertens stemme, jeg viser disse fotografier,
for mit elskede kamera har besluttet at pådrage sig efterårssyge,
og linsen står for skud.. vræl, mit überfantastiske Eos 450D virker ikke.
ja, og derfor er billedkvaliteten temmelig svingende.

heldigvis er der da garanti på apparatet, men en tung sten har lagt sig på mit hjerte

vil du ikke godt blive frisk igen

efterårs sverige

2008-10-15T00:55:00.002+02:00

jeg er på ferie i sverige

bloggen står derfor lidt stille

skønt er her

hvad støvsugere og køleskabe har med hinanden at gøre

2008-10-08T22:14:00.002+02:00

man skulle ikke tro det, men sammenhængen mellem disse to objekter er forbløffende stor. i hvert fald hos mig, hvor køleskabets indhold forsvinder (måske det faktisk aldrig rigtig har været der?) som støv i støvsugerslangen.

muligvis kan der til sammenhængen knyttes den kommentar, at jeg mere eller mindre aldrig er hjemme. jeg sover der, jeg vågner der, men ellers har jeg siden septembers begyndelse boet ubegribeligt mange timer i bygningerne 200 m fra min fra jorden højt løftede oase. det medfører manglende tid til indkøb - det selvom min lokale dagligvarebutik først lukker kl. 22.00.

ja, og nu sidder jeg så her og har indtaget den mest besynderlige (sen)aftensmad. er det tydeligt nok, at jeg egentlig glæder mig ufattelig meget til næste uges ferie?

en løftet hånd

2008-10-05T13:19:00.003+02:00

noget er igen forandret. igen har jeg afgivet et løfte.
igen har jeg haft en pause og tid til at tænke efter.

jeg har de sidste dage løftet mine hænder sammen med hundredevis af andre kristne.
tegningen her fik mig til at overveje symbolikken i løftede hænder.

når et skolebarn løfter hænderne i klassen, er det et udtryk for flere ting. man har et spørgsmål, som man kan stille til en lærer, der ved bedre og som af barmhjertighed og omkostningsfrit vil hjælpe dig til at kunne akkurat det samme som sig selv. man spørger, fordi man er uviden og længes efter og har et håb om at blive læren lig og man spørger i fast tillid til at læren vil hjælpe, i tillid til at læren møder dig i kærlighed, bifalder dit mod og gengælder din åbenhed til fulde. endelig spørger man og får samme svar formuleret om og om igen, forklaret på nye måder - indtil man har fanget pointen.

alt det rummer en løftet hånd til Jesus.

har du overvejet det?

agyness deyn bare spejlvendt

2008-09-30T00:25:00.004+02:00

agyness deyn har den sejeste frisure i verden, synes jeg. helt definitivt.

hun er model, mager, drenget og har max attitude - i hvert fald noget af det modsat mig - og alligevel har jeg nu besluttet, at jeg skal klippes à la hende i næste uge. det bliver vildt og forhåbentlig godt. under alle omstændigheder bliver det nyt og anderledes. samtidig skal jeg nu indtræde i brunetternes verden, når jeg på torsdag lader lokkerne farve en del mørkere.

så jeg har med andre ord tænkt mig at blive den på adskillelige punkter omvendte agyness deyn.

ustrukturerede glædespunkter

2008-09-25T23:54:00.005+02:00

kontonumre, underskud, overskud, computere og nullermænd, stiktrøjer, kaffe, børnepasning og teknisk tegning, frustration iblandet fryd og gammen, fest, farver og fred, søvn og frihed, smoothies samt uldne sokker i begyndende kulde

ja, hvad skal man skrive om? jeg ved ikke, hvad jeg vil med dette indlæg. måske finde en retning og en bevidsthed i et kaos af ustrukturerede glædespunkter. der foregår alt muligt i og uden for mig for tiden. jeg elsker livet og nyder, hvor jeg er; forsøger fibrilsk at holde fokus i glæden.

efter i lang tid ikke rigtig at have været tilstede i livet, har jeg det endelig rigtig godt igen - man kan bogstavelig talt sige at latteren har taget over for bekymringerne - og det er jo dejligt!
til gengæld synes der altid på en eller anden vis at følge en art tomrum efter vild opmuntring. jeg har det skønt, jeg er glad og taknemmelig, men føler også, at jeg virkelig må huske at være tilstede og forblive bevidst, så jeg ikke igen forsvinder fra mig selv.

når man gang på gang hører sig selv sige: "jeg har det bare rigtig rigtig godt og elsker Arkitektskolen, dens mennesker og projekter højt", så bliver sætningen i gentagelsen jo ikke mindre sand, og alligevel er det just dér ordene kan forsvinde ind i sig selv, og man glemmer vægten og betydningen i virvaret af sætningskonstruktioner. pludselig stopper man op, ser sig om og spørger "hvordan endte jeg dog her?!"

det siges, at lykke opleves/åbenbarer sig i glimt, hvilket jeg ikke vil modsætte mig. selvsagt kan jeg derfor heller ikke gå rundt som et omvandrende overskuds/lykkeorakel - det ved jeg godt. men hvor finder man opskriften på at forblive der, hvor ting giver mening? hvor glæden er reel? hvor taknemmeligheden og ydmygheden overfor ens velsignede jeg er dybfølt?

for er jeg bevidst om det, kan jeg ikke være i mig selv af fryd, dog hører jeg efterhånden mig selv give et standartsvar i korte komprimerede sætninger. hjælp mig til at holde fast, du gode gamle liv. jeg kan ikke forblive i den berusende henrykkelse, men kan jeg dog ikke få lov at holde fast i den dybe glæde?

her er jeg. kathrine.
taknemmelig. glad.
men også bare et menneske.

kan købes for penge

2008-09-20T15:37:00.008+02:00

Pude af vintagestoffer med tryk, inkl. fyld. 300,- + porto.

Akryl på lærred, 18x24cm.

Akryl på lærred, 20x20cm

Arkyl på lærred, 100x50cm. Privateje.

yderligere info

på mail, sms eller facebook

you've got mail

2008-09-18T21:24:00.002+02:00

min meget gode veninde er taget på højskole, hvilket er en forfærdelig pinsel på alle tænkelige måder. til gengæld har jeg i dag modtaget andet håndskrevne brev fra hende - fint dekoreret og med fornemmelsen af hende i papiret. og lige i det jeg åbner min hoveddør og ser det ligge på mit bord og får en forunderlig følelse i kroppen, må jeg igen konstatere, at et rigtigt brev simpelthen bare er fantastisk og kan noget som hverken sms'er, mails eller facebook kan hamle op med.

det tager nemlig vores kostbare tid at skrive, komme frimærke på og endelig finde en af de efterhånden sjældne røde postkasser - nogen har tænkt på og ville bruge tid på mig. jeg synes, det er fantastisk og gør mig helt gennemglad. er det lykke?

øjeblikke fra en hverdag

2008-09-16T22:56:00.008+02:00

små øjeblikke fra en hverdag på tegnestue - vi elsker det

motordel, lodninger, tegning, støbning, modelteknik, krokodillenæb,
blæselamper og svenskermusik,
rumlighed, præcision, perfektion og tegnestuehygge - primært koncentreret om "fællescomputeren", hvilket vil sige min

brombær, is og andre gøremål

2008-09-11T23:45:00.003+02:00

efteråret er virkelig begyndt at ånde mig i nakken med lun, men dog køligere luft, mørkere eftermiddage og startende hulestemning indendøre omend jeg stadig ikke har fundet jakken frem ej heller strømper og uldne sokker.

dog er der jo mange dejlige ting ved september - eksempelvis æbler og brombær. æbler er som sagt i haven; brombærene ved brabrandsøen, og dér går turen til på mandag, så fryseren kan fyldes med skønne bær til smoothies, marmelade og andet godt.

efterårets komme har til gengæld også den konsekvens, at paradIs vinterlukker (først til oktober, men man må vel have en chance for afsked 3, 4, 5...), og det måtte selvfølgelig afsluttes med manér. således har jeg været afsted både i går og i dag - pink grape, mandel m. chokolade og pistacie anbefales varmt!

kommende weekend står i TUFs tegn. det kan ikke undgå at blive fantastisk - specielt fordi vi denne gang bliver knap 60. det er utroligt at se, hvordan projektet i den grad er blevet velsignet - hav det gerne i tanker og bøn!

god weekend!

æbler

2008-09-09T01:25:00.003+02:00

jeg er egentlig ikke særlig vild med æbler. de er ofte for søde, for melede, for sure, fulde af mærker eller orm, for parfumerede eller plastikagtige - de unaturligt grønne med ekstrem tyk voksskal og melet, tamt, ikke specielt velsmagende frugtkød har aldrig været noget, det faktisk er meningen, man skal proppe i munden og få næring af; en ting man er sikker på ikke sker.

men een ting er æbler, som pink lady og golden delicious. en helt anden ting er de æbler, der i al sin deforme og plettede skønhed hænger på fire gamle æbletræer i mine forældres have. se, det er æbler! og de smager faktisk forrygende.

jeg elsker fornemmelsen af at gå ud i haven og mærke det efterårsfugtige græs mellem tæerne akkompagneret af lyden af første salige æblebid. så bliver livet ikke meget rigere - samme fornemmelse får jeg ved første ribsbær og senere på året den første mandarin.

til gengæld går der ufattelig meget til spilde hvert eneste år - hvor samler vi dog mange sække æbler sammen og kører på affaldsstationen! sidste år gjorde vores naboer noget ved sagen, idet de købte en æblepresser og en hel dag fabrikerede 3-4 familier hjemmelavet æblejuice - jeg siger jer. det var himmelsk!

ambitionen er således i år at gøre dem kunsten efter og udnytte de rige ressourcer af fantastiske og meget velsmagende (tilmed også økologiske) æbler, vi har til fri afbenyttelse.

god æblehøst!

festugeassociationer til hverdagen i al almindelighed

2008-09-02T19:13:00.004+02:00

byen ligner ikke sig selv. det er festuge i århus, og det betyder, at der er uforholdsmæssigt mange mennesker alle steder - der er musik, dans, en lang og rød sofa-allé langs med store torv, country-, tyroler og så videre-telte, fadøl i lange baner + dertilhørende plastikkrus også uden for affaldsspandene, der er spottilbud, for lang kø i baresso kl. 17 i dag og ikke mindst kan børn få sig en tur i åen ved magasin inden i en gennemsigtig plastikbold (så skulle man lige have været 10 år yngre). det er et fantastisk og sælsomt syn, som dog noget komisk vækker stærke associationer til mus, når de karter rundt i et drejende hjul.

hvert år har jeg diskussionen med min rumbo om, hvorvidt dette folkelige tabernakkel alene er til gene for al almindelig hverdagslig (jo, det er et ord, første gang set og brugt på Århus Statsgymnasium i mine dansktimer) trivsel eller det rent faktisk også rummer visse kvaliteter. jeg er absolut af sidstnævnte opfattelse, for jo vist det er da en smule frustrerende, at en tur gennem 8000 tager anseeligt længere tid, men omvendt markerer "folkefesten" en forskel fra den gammelkendte hverdag, og det er nu egentlig ret forløsende.

netop århus festuge og min studiestart har i sandhed fået mig til at overveje betydningen af at værdsætte hverdagen. hvad ville festen eller mere generelt betegnet afvigelsen betyde var det ikke for hverdagen; det almindelige, gengse? intet! den ville jo bare udvikle sig til en ny hverdag, bare på et højere niveau.

livet har godt af tid til hvile, tid til glæde, eftertænksomhed, fest, impulsive idéer - lidt og meget godt og blandet.

fyld din hverdag med noget du nyder! når alt kommer til alt er der alligevel altid mest af dén, så lev dog for den og se ikke kun normalen som et farvand mellem (højde)punkter!

jeg er landet et sted nu, hvor hverdag er ovenud forrygende - er du ikke der, så håber jeg virkelig, at du vil ændre dit liv til du finder det, som gør dig gennemglad og giver dit liv mening!

jeg har tabt mit hjerte

2008-08-28T18:43:00.003+02:00

JEG ELSKER DET!

egentlig har jeg jo lavet den visuelle regel for mig selv her på bloggen ikke at lave store bogstaver, men når det drejer sig om at beskrive den sidste uge af mit liv, så kan intet mindre gøre det.

jeg er nu officielt stud. aarch, og lad mig bare sige det sådan - jeg har i den grad fundet min hylde! aldrig har jeg haft så let ved at starte et nyt sted, aldrig har jeg været så meget oppe at flyve over noget. det er på alle måder topfedt at være sammen med sjove og interessante mennesker, der allesammen er lige så kompromisløse, idérige, perfektionistiske og nørdede omkring den kreative skabelses proces som mig selv.

og så prøver jeg for første gang i mit liv at starte et sted, hvor alle er der, fordi de vil det og ikke fordi de skal eller bør. det gør en kæmpe forskel. alle er super motiverede for at lære hinanden godt at kende. andet ville også være omsonst, idet skolen - ifølge vores tutorer - bliver vores hjem de næste fem år; lidt i stil med kollektivmiljøet.

jeg har tabt mit hjerte - jeg ELSKER det

2008-08-24T01:01:00.003+02:00

¤¤¤

kl. 10.15 sker det - jeg drager afsted og tager springet
ud i rus-turens dybe vand på AAA Arkitektskolen Århus

jeg glæder mig. jeg er spændt. jeg har kvalme.

og dog er jeg sikker på, at det bliver rigtig godt,
når lige den første nervøsitet og iøjentagen er overstået.

pas godt på hinanden i bloggerland så længe

du som styrer

2008-08-19T21:21:00.004+02:00

1) jeg er stadig ikke færdig med Luftkastellet, der blev sprængt,
men jeg kan alligevel ikke nære mig
2) egentlig skulle dette være min personlige trosbekendelse

men det bliver det ikke. tine gjessø har skrevet eller er i hvert fald i gang med at skrive sin personlige trobekendelse. min søster fik samme opgave en af de første skoledage i 9.B - velkommen tilbage børn, værsågod, her er en bombe.
og lige netop denne ret omfangsrige og dybdegående opgave - i det mindste hvis man tror på mere en "sol gir' varme" og "popcorn" - fik mig til igen at overveje sagen. efter min mening er der nemlig stor værdi i at definere rammerne for sin tro personligt og tage stilling til de gamle nok så betydningsfulde ord, som dog mister sin kraft og betydning, idet de bliver en form, et hylster, en ramme om et ritual.

jeg er overbevist om, at trosbekendelsen såvel som fader vor for mange mennesker har fået een samlet betydning - som sådan er det fint - men enkeltdelene af teksten går tabt, sålænge den rables af i en hastighed så stor, at man på det nærmeste snubler over ordene. "ja, jeg tror på ham Jesus, ja, han døde vidst (for mig?) og ham Helligånden er da fin - noget med en vind eller hvad?"

netop af den grund beder jeg sjældent selv fader vor, for den er en form for mig - jeg beder nok ofte det samme, men med mine egne ord, så jeg rent faktisk er klar over, hvad jeg forsøger at snakke med Jesus om.

min ambition de sidste dage har således været at skrive noget af det, der kan kaldes min trosbekendelse. ikke en stor teologisk udredning, men med jævne ord at prøve at gøre rede for kernen i min tro.

indtil jeg har noget at byde på, så tjek jokerens bud på sin personlige fader vor fra pladen alfahan.

Fader Vor
Du som styrer i himlen
Respekten er din - Jeg er nede med dit rige
Ske din vilje i mit kvarter, som den sker i alle andre kvarterer
Tak for den gode æder, vinen og de smukke mennesker du omgiver mig med
Jeg ved du altid har min ryg, selv når jeg fucker up, og på samme måde vil jeg altid have mine homies ryg, når de er på skideren, og endda tilgive dem, der kopierer mine cd'er
Fristelserne lurer overalt i min del af byen, men giv mig styrke, mod og visdom til at forvandle dem til inspiration i stedet
Pas godt på dem jeg elsker, dem jeg ikke elsker og selv på dem, som playerhater på mig
For Evigt, der
Amen!

Hvad synes du?

overlever hun egentlig?

2008-08-15T22:00:00.003+02:00

så sidder man her og ville gerne have hovedet fuld af begavede tanker og lækre formuleringer, men i virkeligheden må jeg nok bare tilstå, at den største del af min tankevirksomhed samler sig om betegnelser som: Lisbeth Salander, Mikael Blomkvist, Millenium, Piger, der leger med ild, Mænd, der hader kvinder og endelig noget med nogle luftkasteller, der sprænges i luften.

hvis du ikke ved, hvad det handler om, har du ikke læst Stieg Larsson-triologien - OG så har du meget tilgode! tillykke med, at du har dejligt mange siders fabulerende fantastisk underholdende plot-kunst at give dig i kast med.

jeg dukker ikke op til virkelighedens overflade igen, førend tredie og netop påbegyndte afrunding af historien er tilendebragt - dvs. om 671 sider.

beklager - vi ses senere =)

summer/autumn 2008

2008-08-10T15:25:00.004+02:00

billeder fra en netop øverstået og helt igennem dybt fantastisk weekend i sommerhus i Juelsminde ved stranden.
kan man andet end føle sig overvældet og taknemmelig over muligheden for at låne sådan en lille skønplet på jorden?

dagen var sommerlig og alligevel med blæst - havet, himmelen og naturen var i oprør, lyset var fortryllende. det er absolut den bedste medicin jeg kan foreslå; at bruge en dag ved havet.

sladder

2008-08-07T23:34:00.003+02:00

sladder er aldrig godt for noget - specielt ikke, når det sker ubemærket og inden for egne rækker. man synes, man taler af barmhjertighed og omsorg, men hvorfor så snakke med andre end dem, problematikken handler om? grænsen er uhyggeligt svær at definere, men det kræver virkelig, at man holder sig selv i anke for ikke at falde i den forkerte grøft.

det er en tanke jeg selv har gået med i lang tid og også diskuteret med flere efterhånden - og lige netop derfor blev jeg overmåde begejsret for mathias alsted flinck's blog-indlæg her forleden

læs det til eftertanke OG efterfølgelse - det har min største anbefaling

klik på linket i højre side Udsigten Fra Penthouseværelset

stud.aarch

2008-07-30T16:45:00.003+02:00

bliver min titel, når jeg til september entrérer skolen

ved ikke helt, hvad jeg har kastet mig ud i - det er så nervepirrende, og måske er jeg faktisk slet ikke cool og sej nok til at være med blandt de über cool - sådan ser de og deres projekter i hvert fald ud - arkitektstuderende, som jeg kan spotte ud af vinduet fra tredie sal

men det bliver selvfølgelig alt for spændende og godt - i frygten er således også en sprudlende glæde og forventning om at skulle studere sin hobby

jeg skulle have været italiener

2008-07-26T14:06:00.003+02:00

... dog under sydens sol. altså, hvor er her bare skønt. jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at jeg faktisk i bund og grund skulle være født som italiener, for jeg trives fantastisk godt her ...

turen startede med en overnatning i Sydtyskland, dagen efter kom vi til Garda, hvor vi spiste på en restaurant lige ned til søen og smagte lidt på den søde turisme. på 3. dagen arriverede vi til Marché - Italiens gemte perle af et område, meget meget smukt - til en lejlighed med vidunderlig havudsigt. det siges, at Marché set med kulturelle briller ikke har meget at byde på; det må så blive historisk, for jeg har besøgt indtil flere anbefalelsesværdige byer og kysten kan man i hvert fald ikke klage over.

nu er vi så tilbage i Norditalien i området mellem Verona og Venedig - en internetforbindelse rigere ;-) Vizenca blev iøjetaget i går, og hvilket syn det var. Vizenca er præget af en gennemgående arkitektur med symmetri, græske søjler (-gange) og skulpturer. ydermere er domkirken et uundværligt stop! i grunden ikke væsentlig forskellig fra andre italienske kirker, men så alligevel konstrastfyldt dertil i kraft af sine lyse røde mursten - et betagende syn!

og efter en opsummering af turen rundt i landet, jeg snart kender bedre end mit eget, må jeg sidde undrende tilbage og spørge:

hvorfor er jeg egentlig ikke italiener?!

så sidder man her ...

2008-07-15T17:35:00.003+02:00

... og ville egentlig godt have noget begavet at bidrage med. men jeg må indrømme, at min hjerne er instillet på en temmelig lav kanal - af nyttige tanker, der opsluges energi på i mit indre, nævnes i flæng:

- hvor varmt mon det bliver i Italien, skal man have en trøje med?

- og nej, hvor har jeg dog egentlig anskaffet mig en del nye beklædningsgenstande på det sidste - hvor meget skal med, og skulle jeg ikke se at få rydet lidt ud?

- nu skal jeg huske pas, bøger og medUcin..

ergo, der foregår KUN ferierelaterede ting pt., og heldigvis for det. jeg glæder mig faktisk til at kunne stille alting lidt på standby og glemme spekulationer om dette og hint - bare læse bøger, opleve nyt og lade mig inspirere.

det er jo lige netop i pausen, at jeg får tid til at tænke nye tanker, få nye idéer og ikke mindst samle energi til at tage arbejdshanskerne på, når jeg noch einmal arriverer til de danske egne.

jeg håber, du nyder sommermånederne lige der, hvor du er og ind i mellem alt det, der bare skal gøres også har fundet tid til at koble fra i en sådan grad, at du helt har glemt dine diverse passwords (det plejer i min familie at være indikatoren for, om ferien har bundfældet sig..)

rigtig god sommer!

lykken er...

2008-07-12T18:24:00.002+02:00

...at have et spejlrefleks kamera - i hvet fald pt :-)

således oplever jeg lykke på denne dag - for jeg har simpelthen gjort mig en memorial investering i form af dette ubeskrivelige stykke sort plastik med tilhørende finmekanik; Canon Eos 450D.

som en bekendt sagde, da hun for få dage siden selv købte en virkeligheds-filtrerer: "jeg ser nu verden gennem en linse!" det kan jeg fuldt ud tilslutte mig fra dags dato.

i fremtidige tider vil verden aldrig mere tages i direkte øjesyn - den vil til alle tider ses gennem et filter med fokus på detaljer.

mon man så mister overblikket og helheden? mon man flygter fra en konfrontation med det egentlige?!

det vides - for mit vedkommende - endnu ikke, til gengæld kan jeg love at detaljer, øjeblikke, glimt vil blive foreviget og gemt som beviser og dokumentation.

fra denne dag må jeg kendes som Kathrine Canon Eos Holm

watch out - måske du bliver offer for linsens evige søgen :P

hvad nytter det så at det blæser

2008-07-07T23:54:00.003+02:00

så falder man pludselig over en kommentar på et tidligere indlæg, man ikke lige havde set.
piet hein smigrer ... men han har tydeligvis aldrig cyklet i kjole eller nederdel

af cyklende piger
jeg skuer et bundt
men uden blonder og flæser
i mandfolkebukser cykler de rundt
hvad nytter det så at det blæser?

gennemsigtighed i kærlighed

2008-07-06T18:01:00.004+02:00

jeg er hjemvendt fra SommerGospel og også Årskonferencen er afluttet nu - begge dele er gået over al forventning - i det mindste i mine øjne. begge ting har endnu engang vist, at Guds veje er uransagelige, men at Han i sandhed går med os og ingen udfordringer synes at skræmme Ham.

jeg har på SommerGospel snakket med en kvinde, som nok kom i en folkekirke, men som ellers ikke var bekendt med gospel etc. en rigtig "fandenivoldsk" type, skøn og temperamentsfuld med masser af humor og baggrund i blues- og soul-musikken. hun formulererde på fineste vis: "jeg har en masse at bære på og bearbejde fra min barndom, som har givet mig en enorm vrede og frustration. jeg kender ikke musikken eller noget andet i forbindelse med gospel, men jeg kan bare mærke, at I har noget som jeg vil have!"

"I har 'noget', som jeg vil have!" ... er det ikke en fantastisk formulering? det er for mig at se vores aller fornemmeste opgave med vores liv og gennem vores handlinger og adfærd, at kunne afspejle Jesus' kærlighed, som altid vil adskille sig fra et liv uden. jeg mener, at det er langt mere essentielt og vigtigt, at man med sit liv viser sin kærlighed til Jesus og andre mennesker og omvendt, end at man kan formulere svar på kryptiske spørgsmål.

det vil til enhver tid være være langt mere smittende for potientielle nye kristne at leve et liv i fuldstændig gennemsigtighed for Guds nåde og kærlighed afspejlet i handlinger, omsorg, omtanke, betænksomhed ... end det vil være at kunne formulere flyvske og teoretiske svar på livets store spørgsmål - er min påstand.

jeg må derfor ty til stampedansens glæde over, at det faktisk lykkes på en uges SommerGospel at få deltagerne til at tænke over, hvad gospel og kristenliv er, hvorfor det mon giver dem en forunderlig følelse at være til gospelgudstjenesten og lytte til sangenes tekster og ikke mindst giver dem en længsel efter mere (af Jesus.. finder de ud af).

hvad tænker du om handling vs. ord i afspejlingen af dit kristenliv over for på dette felt nye mennesker?

SommerGospel pessimismen er vendt

2008-06-30T13:53:00.003+02:00

jeg er i disse dage på SommerGospel for fjerde gang. jeg har lovet mig selv ikke at skrive dagbog herinde, så hvordan kringler man så lige den, når man nu bare må fortælle, hvor fedt det nu engang er at være afsted?!

jeg undrer mig over, hvorfor jeg hvert eneste år får en eksamens-angst fornemmelse i kroppen inden ugen oprinder. - jeg mister lidt lysten og tænker på alle de pudsige og til tider også en anelse anstrengende situationer, der også er forbundet med en uges ophold på en højskole med en temmelig blandet gruppe mennesker.
således også i år, hvor jeg stærkere en før, følte trangen til at vende bilen, men efter en vel overstået første dag med aktiv deltagelse i solistkurset, grin og store armbevægelser må jeg bare spørge mig selv, hvad det er i mig, som ikke bare lader glæden..

jeg har det oftest sådan, at jeg må bekæmpe pessimismen og overvinde førstedagens timer. alligevel er jeg snarere underholder og stor-smiler end den grå klat med nedadhængende mundvige ovre i hjørnet.

så endnu en gang må jeg gøre en indsats for at huske, at det jo bare er alt alt for allerfedest at være afsted og ikke gøre andet end at synge sange, der ophøjer og ærer Jesus - en uges vandring i tilbedelse og bøn. halleluja for helligånden! gid denne uge må blive en milepæl i de mange ikke-kristnes liv her på SommerGospel; at de må mærke Guds grænseløse og vilde kærlighed.

Amen!

lidt om savn

2008-06-28T11:19:00.002+02:00

det siges, at det kan være sundt at savne. jeg må her til morgen spørge; hvorfor?!

jeg er selvfølgelig med på, at man lærer af at mangle, fordi man således i højere grad værdsætter de ting, man har fået til låns - for det synes jeg jo virkelig er en fantastisk erkendelse! at vi som sådan aldrig i vores jordiske liv kommer til at eje noget, for alt vil før eller siden blive andres; vores bil, hus, tøj, møbler etc.

det handler imidlertid mest om materielle ting. menneskelige relationer og knyttede venskaber behøver man altså ikke mangle for virkelig at værdsætte dem, eller hvad? - måske i mindre grad, men jeg synes egentlig ikke, der er den store fornuft i partout at skulle savne nogen for at sætte pris på dem.

jeg har i den forbindelse været meget taknemmelig over at lære både børn og voksne på elise smiths skole at kende og har værdsat det hvert eneste minut, jeg har været der. nu sidder jeg så efter en veloverstået afskedsdag og meget festlig sommerfest tilbage med savnet og må stille Jer det spørgsmål:

værdsatte jeg det mon mere, fordi jeg vidste, at det kun var til låns?!

(lidt ord- og tankekløveri fra en morgen spekulant)

jeg er her endnu

2008-06-26T11:17:00.002+02:00

nu er det snart længe siden, der er sket noget herinde - ikke at lysten dertil mangler, men der er andre ting, der fylder i denne uge:

1) Sidste dag på arbejdet - det bliver mere end hårdt at sige farvel ;(

2) SommerGospel i næste uge - skulle man måske alligevel lige forberede sig lidt?! ;-)

og så spekulerer jeg i disse dage over, hvor ens man i grunden er som mennesker rundt på kloden, og det evige uopklarede spørgsmål rumsterer også, HVORFOR kan man bare ikke cykle i kjoler?

pletskud

2008-06-17T19:03:00.004+02:00

faldt over dette billede forleden og trak på smilebåndene - for bort set fra, at jeg har 2.a og ikke b, så ligner billedet ellers skræmmende godt en mulig situation - som heldigvis sjældent opstår - når jeg kommer ind af døren

erkendelse

2008-06-15T11:20:00.005+02:00

hjælp kræver overskud, 2007

det slog mig her til morgen i et sekunds klarsyn - og jeg tænker som regel godt efter en stor fødselsdags fest og alt for lidt søvn - at der i introen til salmernes bog i den nyeste version fra scandinavia står noget meget essentielt. - ikke at det er den helt store åbenbaring, slet ikke, men det er en vigtig og fin påmindelse om Jesus' arbejdsgang. sommetider tror jeg vi kan være for utålmodige og halvgrådige i vores ynk og klage. men, vi må jo gå det sted hen, hvor Gud kan nå os og tale til os, for at hjælpen er mulig; vi må stå frem. der står:

" han forlanger ikke, at vi løser vores problemer selv,

men at vi erkender dem og søger hjælp hos ham. "

i'm almost italian

2008-06-12T12:47:00.002+02:00

hjemme igen fra det dejlige italien skal jeg liiige vænne mig til et danske klima. til gengæld er jeg i vante omgivelser - jeg kan køre bil igen, tale mit modersmål (uden de nuvundne fakter til understegelse af det, man siger) og så er det da trods alt solskin, om end temperaturforskellen er temmelig tydelig efter kuldegysningerne at dømme.

tag til italien - det er et skønt skønt skønt land! nævnte jeg, at italien er dejlig?

åh åååhh

2008-06-06T09:16:00.002+02:00

Det går op for mig, at jeg har formuleret mig helt uheldigt nedenfor.. Under lykkelige omstændigheder = i højt humør og hysterisk glæde..

Jeg er ikke lige gravid i første omgang ... haha :-)

2008-06-05T13:50:00.001+02:00

der bliver pause på bloggen en uges tid, da jeg under lykkelige omstændigheder skal en tur ned under sydens sol - og det bliver sol ifølge dmi.dk

tilgivelse

2008-06-05T12:49:00.005+02:00

Jeg kom til at tænke over tilgivelse her til morgen, da en ven skriver til mig på facebook'en, at han er forarget over de milde domme, man finder en oversigt over på s. 10 i dagens århusianske Nyhedsavis.

Det forholder sig nemlig sådan, at Claus Riskjær idømmes en strængere straf end diverse voldsmænd og -kvinder, hvis straffe lå i en ramme fra 1/2 - 3 års fængsel.
Og det fik mig i første omgang til at tænke på det signal, vi i Danmark sender, når vi straffer misbrug af materielle ressourcer hårdere end misbrug af menneskelige ting som tryghed, sikkerhed, førlighed, tillid og hvad der ellers sker brud på ved voldshandlinger.. Det er for mig virkelig her de røde alarmlamper må blinke - uden jeg i øvrigt har kvalifikationer til at tænke på rimeligheden af straffelængden - når materielle værdier vægtes højere end menneskelige! Jeg forarges simpelthen i meget høj grad!

Min ven tog nu ikke i det væsentlige stilling til forholdet mellem voldsstraffe og så misbruget af materielle ting, men han fandt det flovt og grotesk, at "utilgivelige" handlinger, som de listet var, ikke straffes hårdere.

Utilgivelige?!

Se her kom jeg lidt i klemme, fordi jeg virkelig efterstræber at leve efter devisen "alt kan tilgives" - UDEN at det retfærdiggør handlingen eller neglicerer det på nogen måde. Men den rene og skære tilgivelse er med viljens kraft og Guds hjælp mulig, og jeg er helt sikker på, at det rummer mere end en tilfredsstillelse og fred at tilgive: Dels bliver man ikke hængende i bitterheden og vreden, og dels fører det til fred, fordi man lægger hændelsen fra sig, uden at underkende dens eksistens. - Man lærer at leve med den, når man i kærlighed kan beslutte sig for at tilgive ved et aktivt valg!

sentimentalitet og rastløshed

2008-06-04T00:06:00.003+02:00

To følelser så snævert forbundet - og alligevel to. Til tider dybt forskellige, andre gange umiskendeligt ens. Måske de de følges ad; den ene i forlængelse af den anden?

Jeg gribes af og til af rastløshed - meget dybt og inderligt - og jeg er på ingen måde stolt over det eller glad for det. Det er den følgesvend, jeg helst ville være foruden, men som dog følger mig med med et spøgelses iskolde rislen ned af ryggen; den svend hvis tvilling er utålmodigheden.

Jeg rammes som regel, når kalenderen endelig giver mig time out - der hvor jeg egentlig skulle sætte mig ned og falde til ro og tænke tanker; tage stilling til livet. Dét er bare ikke en evne, jeg har! Evnen er i ethvert fælde meget underudviklet. - Benene får trang til at spjætte, armene behov for at røre sig og tankerne vil lige som ikke rodfæste sig og indrette sig efter fælles køkultur (som jeg ihærdigt forsøger at lære min dejlige 2. klasse - man behøver ikke just på een gang at vælte sig ind over chokoladebollerne, som alligevel er så varme, at der mindst går 5 min. til, før man ikke får en 3. grads forbrænding ved et split sekunds kontakt med huden..)

Når jeg endelig beslutter mig for at plante røvetten på et dertil særligt indrettet område, så samarbejder kroppen og resten af hjernen ikke ligefrem med viljen.

Og når jeg så med beslutsomhedens magt har overvundet de første kaskader af tankestrømme, indfinder sentimentaliteten sig som regel.. Først kommer drømmene, forventningerne og ønskerne til livet, dernæst øjner jeg omfanget af lige netop det, jeg ønsker - alt på een gang - og endelig overmandes jeg af skrøbeligheden ved livet. - Alt kan så let gå galt, mistes som sand mellem hænderne og ændres som fodspor, der overskylles på stranden..

Alligevel lykkes livet jo for langt de fleste mennesker, og så kommer i sidste ende erkendelsen af, at når livet for så mange alligevel flasker sig på ret fornuftig vis, trods alle de udfordringer, man må igennem og de omveje og kursændringer, man må tage, så må det skyldes, at jeg heldigvis aldrig går alene i livet.. I disse øjeblikke (der som hovedregel forgår ved stranden med frit udsyn til det mest fantastiske af al natur) føler jeg mig altid en lille smule mere end de ellers normalt 100% sikker på, at Jesus er Guds søn, og at Helligånden går med mig hver dag og viser mig vejen, der lykkes. Jeg paralyseres af ydmyghed og taknemmelighed over livet og al den velsignelse, jeg har oplevet, er del af nu og vil få mere af i fremtiden.

At jeg så nanosekunder efter min åbenbaring møder utålmodigheden, som fører til kaos-tilstanden igen og påbegynder en ny omgang på cirkelforløbet, må tilskrives min alder og livssituation samt det faktum, at jeg har meget mere at lære endnu - og heldigvis for det!

..se sådan ser en omgang nattesentimentalitet ud, når den udspringer af den smukkeste scene i aftenens film krydret med en dejlig sms og tanker, der for tiden er så rigeligt af..

næsten alt aktivitets-kapacitet er i sving

2008-06-01T15:18:00.002+02:00

bare på konfirmand.blogspot.com, TUF-planlægning, møder om metodistkirken.dk lige pt.

Der var planlægningsmøde den sidste maj-lørdag i går, og foruden det meget fantastiske i, at lederne hygger sig rigtig meget, mens de laver TUF, så må jeg også bare udbryde, at det bliver et dejligt, dejligt, dejligt program, når alt forhåbentlig klapper.

Det er en sand velsignelse at være del af en ledergruppe med mange forskelligartede kompetencer, hvor alle er villige til at give rigt af deres kvaliteter, og hvor vi har en fælles vilje og vision for at drive TUF langt videre end det stadie, vi allerede har nået. - Det er udviklende og meget motiverende for en idéudvikler og igangsætter som mig, at tingene på TUF ikke er statiske og gode løsninger er "gode nok", men at vi hele tiden skal videre og udvikle og udvide rammerne i endnu større grad.

Det er det samme, vi skal til at arbejde for med metodistkirken.dk - et meget interessant felt med et ocean af muligheder. Jeg glæder mig over at være blevet en del af "udviklings"-udvalget og er meget spændt på, hvordan vi i fremtiden vil formå at udnytte internettets muligheder på den officielle hjemmeside.

ja ja ja

2008-05-29T00:12:00.002+02:00

... jeg ved det - der foregår heller ikke super meget herinde i disse dage, men ...

I morgen skal jeg følgende:

(som ikke efterlader mange frie øjeblikke til at formulere livet store og små tanker)

1. Holde morgenmøde om www. metodistkirken.dk, 8.30 - 11.00

2. På arbejde og passe mine dejlige børn, 11.30 - 16.30

3. Holde telefonmøde om pr til Sommerkirke 09, 17.00 - 18.00

4. Til cellegruppe, 20.00 - ?

Jeg når det vel på forunderlig vis =)

2008-05-26T09:23:00.001+02:00

jeg har SLET ingen kommentarer til vejret her til mogen

:-(

FRYD

2008-05-24T02:06:00.002+02:00

FRYD FRYD FRYD

Har lige tjekket dmi på min faste rute gennem internettets herligheder, og hvad ser man??

Det bliver skønno sommer senere på ugen..

hvad afmagt og børn har med hinanden at gøre

2008-05-23T10:08:00.005+02:00

Nu - da jeg faktisk har arbejdet med børn de sidste to år - føler jeg, at jeg har et vidst grundlag for at hoppe med på børnesnakken.

Først må jeg nedfælde med særdeles tydelige typer - var der nogen der havde en hammer, mejsel og et stykke klippe, de kunne undvære?! - at jeg synes børn er helt fantastiske; unikke og meget mere særegne end voksne, der efterhånden på godt og ondt har fået slebet kanterne, så de passer minutiøst til samfundets flittigt brugte kasser påklistret med type-etiketter..

Men, med slet skjult humor forståes, har jeg gjort mig den erfaring, at børn i vuggestuealderen jo naturligt nok er ubetinget i ens vold, hvor deres mening til enhver tid må vige for den voksnes; de kapitulerer forholdvist hurtigt (husk ingen regel uden undtagelse..).

Børnehavebørn udfordrer grænser, for ligesom at finde ud af, hvor stor spændvidde de har - inden for hvilket felt de frit kan bevæge sig, og efterhånden som de vokser til, proportionalt voksende med antallet af tabte tænder og begyndende ved første skoledag får de en besynderlig idé om, at de måske i virkeligheden ikke er helt så afhængige af deres forældre - de kan faktisk ret mange ting selv.

Samtidig spirer en umanerlig lyst til ikke at føje den voksnes bud frem. Når dette så kombineres med en grine-faktor, der absolut ville blokere solen fuldstændigt, og en opfattelse af selv de mindste ting som værende pinlige - ja, så nærmer vi os det felt, jeg befinder mig i for tiden..

Jeg står i en forstand (men kun en - for det er nogle skønne børn) i frustrationens og afmagtens højspændingsfelt. Hvordan får man et barn overbevist om, at dets opfattelse er lad os sige bare en anelse forskruet..?! At man måske ikke er helt så streng og dum, når det kommer til stykket.

... hvis nogen derude har fundet løsningen, så skriv en bog om det, hold et pressemøde - og bliv desuden verdensberømt, fordi du som den første nogensinde har grejet koden om børns opdragelse til perfektion ...

uhulen udvider grænserne

2008-05-19T01:08:00.001+02:00

Uhulen er nu med-forfatter på konfirmand.blogspot.com - linket i højre side som "TUF"

God og dejlig mandag til Jer alle!

lidt om (holy) discontent ... man har et standpunkt

2008-05-16T18:24:00.003+02:00

... til man beslutter at få sig et nyt.

Ja, og således kom dagen - som tidligere skrevet - hvor jeg indtrådte i et par nye verdener, som jeg siden har brugt overordentlig meget tid på at udforske og undersøge.

Jeg så for et par uger siden en tale af Bill Hybels (fra Willow Creek - gigantisk amerikansk kirke), hvor han taler om, at finde frem til det, som Gud kalder en til at gøre. Som vejviser for hvilken opgave, man muligvis har for sig, kan man holde et godt vågent øje med sin "holy discontent" - et selvopfundet begreb fra talerens hånd eller hoved, der dækker over den følelse, som opstår, når man simpelthen har fået nok og ikke længere kan klare en situation, en ledelsesstrategi, en gudstjenesteform ... Han kom selv med det (desværre) klassiske eksempel, hvor man sidder til en gudstjeneste og tænker, at der vil man aldrig tage sine venner med, for så ville de absolut, afgjort og helt sikkert aldrig nogensinde sålænge jorden består komme tilbage. Det kunne give anledning til en følelse af holy discontent - og gjorde det for Bill Hybels.

Hvad jeg egentlig fandt bemærkelsesværdigt var, at han i stedet for at flygte fra det, der vækker følelsen - som vi ellers oftest gør - næsten opfordrede til at dyrke følelsen lidt; give den næring og lade den udvikle sig i form af at opsøge det, som giver dig holy discontent. - Ikke som sådan for at dyrke frustrationen og angeren mod det, der kunne være så meget bedre, men mere for at afklare, om det så måske akkurat var på det felt, du havde en opgave. Med Bill Hybels fantastiske formulering - om Gud i dig havde fundet en lidelsesfælde, en det smertede lige så meget at se på kirker i opløsning eller hvad det nu måtte være for dit vedkommende..

Det er en mere end vældig spændende tanke, som har fulgt mig noget siden da. På hvilket område er Jesus og jeg lige ked af det, og hvor kan han dermed bruge mine kompetencer til at være hans redskab? Hvor kan mine evner bruges som Moses stav - noget der alene er menneskeligt, jordisk og begrænset, men som når Gud giver det liv, styrer det og virker gennem det, bliver fantastisk meget større?

Hvor kan Gud bruge dig?

Tilbage til indledningen, så besluttede jeg mig - på et noget mere profant plan - at opsøge lidt af det, som jeg har (haft) store anker mod.. Nemlig facebook. Det kunne godt give næring til en verdslig discontent! Og nu har jeg så næret den godt og grundig de sidste par uger og fundet af, at man har et godt og gammeldags standpunkt til man finder sig et nyt.

Indrømmet, facebook har da også sine gode sider.

Selvom jeg stadig finder alle de uendeligt mange applications dybt frustrerende :-)

synes folk trænger til en opsang

2008-05-13T19:42:00.002+02:00

..her gik man og troede, at blogverdenen var noget man bare måtte være med i.. haha, og så står den rimelig stille til tider, må man sige.. :-)

..men nyder stadig at have mit menings-åndehul - et sluserør, hvor alt kan komme ud, til måske fornøjelig læsning for andre end mig selv..

håber I alle har haft en dejlig sommer-pinse

DEN VELSIGNEDE VEJ - part two

2008-05-06T21:39:00.000+02:00

Den velsignede vej..

En ting er at ville gå den og mærke, at det giver fred og en del mindre stress og bekymring, at lægge sin vej over til Gud, så "ansvaret" lige som kan deles mellem ham og jeg - en helt anden ting er så at finde pejlemærkerne og kunne fornemme eller i det mindste stole på, at man går den rigtige vej.

Se, det er måske ikke altid helt nemt. De fleste af os - i særdeleshed jeg selv - er kontrolfreaks, der i større eller mindre grad har det bedst med selv at bestemme og være chef for alt (læs: det meste), hvad man har fingrene i, for tingene bliver nok alligevel bedst, hvis man selv gør det.
Eller også har man det heeelt fint med, at andre overtager og at man således ikke skal tage stilling til noget som helst og da slet ikke skal engagere sig for meget.

For begge tilfældes vedkommende gælder der en udfordring om enten at turde give slip og stifte godt og grundigt bekendtskab med begreber som "tillid", "stole på" og "overgive til" eller at øve sig i en vedholdende opmærksomhed for i hvilken retning, man bevæger sig.

Jeg tilhører i høj grad første kategori, men jeg må bare sige, at at gøre det, som jeg skrev om i 'part one', har gjort en verden til forskel for mig! Måske gør jeg i virkeligheden ikke så forfærdelig meget mere eller andet end før - og det er absolut heller ikke meningen med denne opfordring - men det har i udpræget grad åbnet mine øjne for, betydningen af det arbejde, som jeg får lov at være en del af, for andre mennesker. Det har desuden virkeliggjort for mig, hvor meget jeg faktisk selv får ud af det - hvor meget glæde og energi det giver, og hvor mange mennesker jeg kommer til at kende gennem det. Kendetegnende for opgaverne på den velsignede vej er, at de giver uendelig meget til en selv og til andre, men absolut aldrig bliver surt slid - og hvor fantastisk fristende er det ikke lige på en skala fra 1-10?!

Et sådant projekt for mig er eks. TUF.. Det var alligevel med en vis tøven og bæven jeg sagde ja første gang, for jeg kendte på ingen måde deltagerne, og jeg har aldrig selv været en af de ivrige lejr-hippier, men jeg skal da lige love for, at det har været en uvurderlig rejse at være med på!

Dels har ledergruppen et fantastisk fællesskab og dels er deltagerne simpelthen rigtig skønne..

Jeg tror virkelig på, at Jesus bruger TUF til på en helt ny måde, at åbne TUF'ernes øjne for, hvad tro er og giver dem et indblik i, hvordan man kan være kristen på forskellige måder - ikke mindst oplever jeg også, at de nyder at snakke om tro med hinanden; de fornemmer vigtigheden af at være flere om troen - man kan simpelthen ikke være kristen for sig selv..

På TUF laver Tine (Gjessø) og jeg "oplevelses"-gudstjenester, som jeg kalder det. Vi udfordrer Gudstjenestens rammer og form - hvad kan man egentlig i en Gudstjeneste? Vi skaber et sanse- og stemningsrum med mørke, lys, film, relax corner, lyd-filer, sms-bøn, lys-kors og forskellige andre ting, der alle kræver fysisk deltagelse og tankevirksomhed..

Det er en KÆMPE oplevelse, hvis 'succes' vi allerhøjeste grad må give Gud al æren for - jeg er dybt taknemmelig over at se, at Tines og min villighed til at bruge vores kreative evner og innovative idéer bærer frugt. Det giver det vildeste kick! Tænk, det er så smart indrettet, at Gud rent faktisk kan og vil bruge, det som jeg er bedst til i hans planer - Jeg kunne ikke tænke mig noget bedre. Lad det aldrig og stoppe, og lad mig endelig få lov til at være med i mere..

En hel roman fra mig - jeg kunne skrive mere om andet, der er lige så fantastisk, meen det må blive en anden gang ;-)

Er dette indlæg ustruktureret og én stor samling af strøtanker

må det tillægges min begejstring for emnet :-)

ANKEN MOD "DEN GAMLE KIRKE"

2008-05-03T18:17:00.000+02:00

Se to ting får jeg som minimum ud af tegningen.

1. Det tegner billedet på uhyggeligt mange kirker i Danmark - og sikkert også i mange andre lande - at vi alt for ofte ikke formidler i "ikke overfusende og pegefinger-løftende" ærlighed, hvad budskabet bag musikken er.

Specielt i disse über-hypede gospel-tider, hvor et hidtil uset antal mennesker rent faktisk entrérer kirkerne uden, at vi arbejder særligt for det, er det så meget desto mere væsentligt, at hver enkel får en lille forsmag på, hvad livet med Jesus er for noget. Vi må som kirkeledere og trosmæssige "vejvisere" eller mentorer ikke efterligne de danske folkekirker, der konfirmerer unge mennesker i et væk hvert eneste år og til trods derfor stadigvæk er ufatteligt små - når vi har det privilegie, at kunne tale til og med ikke så lidt ikke kirke-vante mennesker uge efter uge, må chancen altså ikke forpasse os, at de dels får en musisk oplevelse af høj kvalitet, men også får et ærligt billede af, hvad Jesus' kærlighed handler om.

Man skal opleve, at man ikke bliver overfuset med en færdig-pakke, "der bare lige skal have 2 min. i mikroen og så er man køreklar med svar på alt fra A-Z", men til gengæld får ærlige svar på reelle spørgsmål og får indblik i udfoldelse af kristendom, som ikke er overflade..

2. Omvendt set kan man sige, at flere mennesker trods alt vænner sig til at have deres gang i kirken og får et måske kristent netværk gennem gospelkor m.m., og det er i virkeligheden mindst lige så vigtigt..

Jeg er nemlig stor modstander af den holdning, der siger "haps, nu har vi endelig fået Jer inden for, så nu skal I bare høre.. vi har også dét og dét og dét, som du er meget velkommen til at deltage i". - Som om vi skal kæmpe for hvert enkelt medlem og gøre mere end fibrilske og forkvaklede og over-omklamrende tilnærmelser for at hverve folk til vores halvslunkne progam.. Sådan skal min kirke IKKE være!

Vi skal kunne tilbyde et program, der er så overdrevent tjekket og relevant og givende og.. at folk ikke kan lade være med at komme, fordi de bliver rigere mennesker af at komme og fordi deres livskvalitet bliver forhøjet hver dag i kraft af de udfordringer, kirken giver dem! Jeg vil tillade mig at være så krævende og "stor i slaget", at jeg forlanger, at det er udgangspunktet for enhver vission, mission, ethvert program eller flyer, at det skal formidle "væsentligt, brugbart indhold"..

Gennem min endnu begrænsede tid i kirken, som dog alligevel har bragt mig langt i stillingtagen, lederstategier, vissioner, missioner og overvejelser af livets mange spørgsmål, har jeg mange gange hørt : "det er da godt nok; det er bare ind til kirken" eller "der er jo grænser for"..

UNDSKYLD, men hvad sagde du?! Er jeg den eneste, der bare ikke kan udstå attituden og idéen om godt nok..?

Hvis vi som ikke kan langt mere end matche de millioner af andre tilbud, som samfundet byder på, så uddør vi altså inden længe! Men modsat alle andre tilbud, så har vi en livsvigtig gave, at videregive.

Mon ikke Jesus ser lidt undrende på os engang, hvis vores bedste argument for ikke at gøre den bedste indsat er " vi troede, det var godt nok" ... ?!

omstillingsparathedens udfordringer

2008-05-03T16:26:00.000+02:00

..dagen kom, hvor jeg måtte ændre lidt på de vante omgivelser herinde - håber alle konservative - den var ikke tænkt til Tine Gjessø - vane-mennesker kan vænne sig til det nye udseende..

... god solskins-lørdag ...

SKRAMMEL SOM BINDEMIDDEL

2008-05-02T02:00:00.000+02:00

Kræmmermarked er en underlig underlig ting, hvor et særligt folk på denne klode prøver at overbevise et ganske andet folk om, at de simpelthen ikke kan leve uden helt og aldeles unødvendigt skrammel.. Bindeleddet eller klisteret mellem de to befolkningsgrupper er således noget, der for sælgeren forhåbentlig ikke har nogen værdi (man må somme tider som kræmmer være flov over de ting, man tager penge for) og for køberen sjovt nok har værdi og på en eller anden facon kan kategoriseres som brugbart..

Ja, og sådan gik det til, at jeg i dag opnåede følgende, som jeg på mere end en måde er stolt af:

1) Et vinglas, 2) Et gammelt metal-tog, 3) En gammel bog med fantastiske tegninger i, 4) To tallerkener, 5) En sukkerstrødåse - uundværlig i kanelsukker-sammenhænge.. ja og 6) Lidt gammelt broderi og 7) EN DEJLIG DEJLIG DÅSE! - som jeg erhvervede mig med en kræmmers list og charme og som endte med et godt gammeldags håndslag og en pris, jeg havde dikteret..

Det er også det eneste sted, hvor det for mig bliver atraktivt at gafle en hotdog mit ketchup und alles - jeg kan vel egentlig næsten garantere, det kun sker den ene gang om året.. :-)

Og nu et af livets allerstørste spørgsmål, som jeg må bede om svar på. Hvorfor føler jeg mig som ovenstående efter et besøg på Det Grønne Hjørne? (fri buffet-restaurant i Århus)

Hvorfor?!

(..billedteksten læses på engelsk forståes - anden følelse ville jo være otopisk..)

.. tidens støvsuger ..

2008-04-29T18:20:00.000+02:00

Internettets edderkoppespind snævrer sig sammen om mig, trådene tryllebinder mig til skærmen, jeg er dedikeret, jeg mangler søvn og tid.. Jeg har med andre ord fået en blog, en facebook-profil med indtil videre knap 60 "venner" - fundet på lidt under en uge - ja, og så skal jeg jo stadig tjekke mine mails. Jeg har altid haft noget imod blogs og måske især msn- og facebook-lign. sider, fordi jeg dels synes, det er en kunstig form for fællesskab, for dem der ikke kan styre forbruget og som i forvejen har svært ved social-kontakt og dels fordi indholdet ofte bliver navlebeskuende og i virkeligheden yderst uinteressant for alle andre..

Ydermere er det tidsforbrugere af allerstørste karat. Der går meget hurtigt meget lang tid med at opdatere profiler og chatte med andre om absolut intet.. Nu da jeg sidder i saksen - med både msn, facebook og denne blog trods alle mine fordomme - må jeg konstatere, at jeg måske godt kan se nogle fordele ved at være med lige som resten af Danmarks befolkning, idet jeg bl.a. har fået kontakt med gamle skolevenner, men jeg har ikke i det væsentlige ændret min holding til fænomenet generelt..

Det er da dejligt at holde kontakt med perifære "venner" jo jo, men jeg kunne bruge min tid på mere udfordrende ting!

ER DER NOGEN, DER VIL VÆRE VENNER?!

- i øvrigt er jeg stadig fan af "holdnings"-blog - fantastisk at have et altid lyttende talerør :-)

AD DEN VELSIGNEDE VEJ - part one

2008-04-27T00:36:00.000+02:00

For noget tid siden sagde et meget klogt menneske noget til mig, som jeg siden har tænkt meget over, og som der - er jeg sikker på - ligger en meget stor visdom i.

Snakken faldt på bønner; hvordan folk beder forskelligt, og hvad man egentlig beder om. Om man kan "kræve" noget af Gud og om man skal/må/kan blive ved med at bede Jesus om de samme ting, når man tror på, at Han kan og vil gribe ind i ens liv, ændre forhold og bære os gennem livets udfordringer?

Her kom en perle af en visdom og en lektie at huske på for alle, som ønsker at blive beriget med et stadig mere meningsfuldt liv. Vedkommende sagde nemlig, at man i stedet for at bede Gud om hjælp og velsignelse over det, man laver og er en del af, kunne bede om at få lov til at være med i det, som Gud velsigner og samtidig sig tak fordi man ved, at Jesus allerede har hørt ens råb om hjælp, fordi Han kender os bedre end vi kan forestille os..

Er det ikke fantastisk, hvor betydningsfuld den lille ændring er?! Der ligger for mig i det en utrolig overgivelse og udvisning af vilje til at følge Jesus i den retning som Han har bestemt for mig eller dig.. Der er desuden en ufattelig opmuntring og overbevisning til livet - at gøre sit bedste for at leve sit liv meningsfuldt og tjenstvilligt i evig kærlighed til andre mennesker på trods af fordomme og samfundsnormer..

Den positive indstilling til alt man bliver budt på i livet, er jeg sikker på, man kan lære af, hvad enten man så tror på Jesus som Guds søn eller ej..

Det har været en åbenbaring for mig, at blive endnu mere bevidst om, hvilken vej jeg skal gå alene ud fra en ændring i mit ordvalg og således den bøn, jeg beder eller den måde, jeg taler med andre på. - En ændring fra en bøn, der når alt kommer til alt udspringer fra et ønske om hjælp og velsignelse af det, som man i forvejen laver, det som er - og ikke det, der ligger foran! - og som man egentlig selv synes, man er ret tjekket til, til en bøn om at tjene i det fremtidige, det som skal komme.. Fantastisk!

Jeg er helt grundfæstet i troen på, at den vej, der ligger foran mig - og dig - er fuld af store og vidunderlige velsignelser.. Jeg føler mig privilligeret over at få lov til at være tjener i det, der er under Guds velsignelse og også være modtager af andres velsignede projekter..

Mere om de konkrete velsignede ting, jeg får lov at være en del af for tiden i part two :-)

ALT BLIVER OPLYST og LIDT OM AFSAVN

2008-04-23T08:40:00.000+02:00

Jeg er ved slutningen på en bog i øjeblikket - meget underholdende, frustrerende, kryptisk og mærkværdig bog med et fabulerende fantastisk sprog.. Titlen er Alt bliver oplyst af Jonathan Safran Foer. En amerikansk forfatter, der virkelig evner at skrive, om livets største ting ved at benytte sig af de mest normale scener, man kan forestille sig. Det er super inspirerende og tankevækkende læsning.

Specielt den senest udkomne, 2. bog Ekstremt høj og utrolig tæt på er vidunderlig. Den kan ikke forklares, men skal bare læses..

Og så har der jo lige været DM i Odense. Det var fantastisk at se alle I dejlige mennesker igen, men hvor er det dog ulideligt nu, hvor man bare savner Jer. Tag det som en kompliment og tjek billederne fra weekenden ud på

http://picasaweb.google.dk/Tinegjesso

UHULENS LEGENDE

2008-04-18T01:27:00.000+02:00

Fortællingen om Uhulens tilblivelse er i virkeligheden en historie om teenage-fjolleri.

Engang - for efterhånden mange år siden - gik en flok piger i 9. klasse på en midtbyskole. Da hverdagen på stenbroen kun bragte en absolut minimum af natur med sig i form af små totter af det mest genstridige ukrut, der af uransagelige årsager altid finder sin vej op gennem asfalten, så de sig nødsagede til at tage sagen i egne hænder i en af de korte pauser fra undervisningens slid.

I en herlig cocktail af Friends-titelmelodien, (dengang) nyeste hits fra Saybia, Tim Christensen (som af nogle på daværende tidspunkt blev forgudet..) og Swan Lee smukt strålet af pubertets-skabninger fandt også talens brug sin berettigelse, og samtalen faldt meget naturligt på dyr - i omgivelser med gammelt madpapir m. inhold, prutter og lipgloss med deraffølgende mistænkelig stank - måske igen som følge af livet med en stor mangel på samme.

I hvert fald blev det pludselig meget interessant og vigtigt at finde ud af hvilket dyr hver enkelt lignede mest. Jeg trak uglens lod. En ugle siger som bekendt "uuuuhhhh", og uglen lyder med lydsprog [ulen]. 1+1 = 2, og "uh" + [ulen] = uhulen.

Se sådan gik det til, at Uhulen ved hjælp af addition kom til verden. Jeg skulle hilse at sige, at den er et meget klogt dyr, og måske derfor er vores følgeskab så godt ;-)

God Storebededags-ferie!

JA, MAN UNDRES

2008-04-15T19:18:00.000+02:00

"Skal vi ikke lave en legeaftale i dag?"

"Det kan jeg desværre ikke"

"Hvorfor?"

"Fordi jeg har en café-aftale med min mor og søster"

"Øv.."

Sådan lød dagens pudsige samtale - mellem Ida og jeg. Ida går i den 2. klasse, jeg er SFO-voksen for. Hun er 8 måske 9 år; jeg er rundet de 20.. men er det i grunden ikke lige præcis et billede dels på en anerkendelse af mig som ny voksen i hendes univers, men i særdeleshed også en forskrift for os mere eller mindre gamle, forstokkede(?), fordomsfulde og gennemført kassetænkende "voksne", som opfører os nøjagtigt efter de forskrifter og normer, vi har fået udstukket fra barnsben - fra lærere, forældre etc.?

Jeg tænker, der ligger en særlig lærerig visdom gemt i dette møde mellem barn og voksen. Som det (må jeg nok alligevel modvilligt indrømme) forholdsvis gennemsnitlige menneske jeg er, trak jeg øjeblikkeligt på smilebåndet og tænkte: "Hvorfor spørger hun mig om det; jeg er jo voksen og på ingen måde i øjenhøjde med hende?!" Af den grund bør jeg sidde ekstra lyttende med i flokken af skoleelever med store altopfangende øjne og dumbo-ører, for situationen viser om noget, hvad det vil sige, at mødes uden fordomme og normer for, hvad er rigtigt eller rettere hvordan man ifølge opskriften nu skal handle med automatpiloten i allerhøjeste alarmberedskab.

Det er så indprintet i os, at når vi møder nye mennesker eller står i en uvant situation, så har vi partout et behov for at danne os et billede af - lad os bare sige - dette nye menneske. Vi gør det uden særlig grund, men endnu vigtigere uden særlige forudsætninger, og på få sekunder er personen sat i en eller anden form for kasse. "Han er høj, normal af bygning, ser nogenlunde tilforladelig ud, taler højlydt, har et voldsomt kropssprog - altså en dominerende type. Er desuden mørk i huden, men dog iført et sirligt og moderigtigt jakkesæt, samt den i nogle kredse obligatoriske atachémappe - så ham behøver man nok ikke være bange for.." Inden vi har set os om landede han i kassen med fint påklistret etikette : "Velintegreret karierre-mulat"

Og ingen, uanset hvor god man ellers føler sig, kan sige sig fri for at speed-analysere ethvert menneske man møder! Men hvilken reel værdi er der lige i den indgangsvinkel i mødet med det nye og fremmede? Var det ikke langt mere brugbart at stille analyse-apparatet på vågeblus og anskue mødet ud fra idéen om, hvad jeg har lyst til at få ud af det her uafhængigt af stereotype forestillinger - ligesom Ida uden tanke på, hvad man normalt ville gøre spørger, om jeg kan lege - alene ud fra en impulsiv idé og lyst?

Jeg tror, det er en af vores fornemmeste opgaver - specielt i den verden vi lever i i dag, hvor fordomme og grænser mellem mennesker trækkes skarpere og stadig mere demonstrativt op - ikke at lade os hensynke i ligegyldigt overforbrug af handlemæssig automatik. - Ikke at lade os påvirke af medier og autoriteters forskrifter for holdninger og handlinger. At vi forbliver som børn i disse henseender, der som udgangspunkt møder andre i tillid, opmærksomhed og allerhøjst i neutral undren. Alle må være bedst tjent med at gøre sig selv et bevidst valg og tillægge sig en individuel analyse af alt nyt.

En opfordring er hermed videregivet..

Ikke uden grund opfordrede Jesus os til at blive som børn - på alle mulige måder.

2008-04-14T23:54:00.000+02:00

Champagne-proppen er sprunget og en ny blog har set dagens lys.

Nedenstående indlæg er et essay, jeg skrev for nogle år siden i store og dybe

tanker om livet og hvad "identitet" egentlig er.

Jeg håber, du har tiden til at læse et lidt længere blog-indlæg!

Kommentér endelig på emnet :-)

TANKER FRA EN SPEKULANT

2008-04-14T09:35:00.000+02:00

Alle snakker om det for tiden og ja, jeg spekulerer vel egentlig også selv over det af og til, hvis jeg skal være helt ærlig. DR2s Debatten, Clement Direkte og i det hele taget såvel højtlærde, intellektuelle personligheder som det jævne folk diskuterer og stiller sig selv de samme spørgsmål. – Omkring identitet. Hvem er jeg?
Hvorfor egentlig? Jeg mener, på papiret danner en håndfuld bogstaver mit navn, og et nøje gennemtænkt system gør, at en computer, så snart jeg kommer til verden, sprøjter et antal cifre ud 251187 – xxxx. Det er så mig. Selv hvis jeg en dag skulle blive helt i tvivl, eller hvis jeg som en af hovedpersonerne i Solvej Balles Ifølge loven forsøgte at opfylde et projekt om at nå det absolutte nulpunkt; at være ingen, ville det alligevel aldrig lykkes helt. Jeg har jo et nummer.

Men det er ligesom ikke helt nok. Havendøren står åben og inviterer til, at lyden af idyllisk fuglekvidder og en begyndende behagelig forårsvarme kommer indenfor og hilser på, ligesom vores gode ven og nabo så ofte gør. Og akkurat som han ofte spørger, pirrer lyden og varmen mig med dette presserende spørgsmål: ”Nå, det er jo her til sommer, du bliver færdig.. Hvad har du så tænkt dig at lave?” – ”Tja, altså jeg skal i hvert fald ikke i gang med det samme. Jeg tror, jeg skal finde et arbejde, måske vil jeg på højskole eller ud at rejse.”
Hvad skal man svare? Efterhånden er min standartkommentar ved at være så udslidt og kummerlig som presenningen over vores havetrampolin, der efter en hårdt vinters hvæsende og piskende tortur virkelig er i en sølle tilstand. Det er ikke så ligetil. Ikke for mig i hvert fald.

Jeg har tænkt meget over det. Selvfølgelig specielt meget her på det sidste, hvor der snart kræves en eller anden form for svar af mig. I mit indre jeg runger det med en styrke på niveau med Jan Gintbergs stemme, når han råber ind i en megafon sammen med drengene fra Tæskeholdet.
Det er ikke så meget spørgsmålet om, hvad jeg skal være. – Det er der så mange andre, der skriver og tænker bedre tanker om end mig. Nej, det er mere det, at valget jeg træffer snart, når jeg har fundet ud af det, lige om lidt. Snart! Eller.. At valget får betydning for, hvem jeg er. Ja, det forestiller jeg mig da.

Hvis jeg nu vælger at blive præst, så vil en del af min identitet eller en side af mig måske (eller forhåbentlig) være alvorlig, tillidsvækkende og afbalanceret, men ikke nødvendigvis, faktisk langt fra, kedelig og tør. ”Hej, mit navn er Kathrine. Jeg er præst her i kirken..” Tjaa, jo, jeg tror faktisk, at jeg ville finde sådan nogle lune og favnende personlighedstræk frem. En del af min identitet ville være ”præst”, og måske i høj grad ved sådan et erhverv bliver det i sandhed en del af ens identitet. De færreste præster ville nok sige, at ”jeg er præst fra 9-17, men når jeg kommer hjem, er jeg overhovedet ikke præst. Så er jeg bare mig. Pligterne og de mennesker, som har brug for mig, må vente til i morgen”.
Helt omvendt ved andre erhverv. Min mor bruger f.eks ikke sine evner inden for erhvervsrådgivning til folk, der vil låne penge i huse, uden for arbejdstiden. Det sker da, men der er langt imellem. Og jeg tror heller ikke, at nogen vil sige ”Jeanette, man kan bare mærke på dig, at du er erhvervsrådgiver. Det gør virkelig noget ved dig!” Nej, vel?! Det ville ligesom være mere troværdigt i første tilfælde.

Okay, en del af ens identitet udgøres måske af ens arbejde, men ikke nødvendigvis. På sin vis handler mit valg heller ikke kun om arbejde. Jeg føler nok nærmere, at jeg står på kanten af timetervippen og er rædselsslagen for at tage det afgørende hop, bange for at miste kontrollen, ryge ud i nischen mellem to faste poler med en klar forvisning om, at uanset hvor meget jeg prøver, vil jeg umuligt kunne trodse tyngdeloven og midt i midt springet vende om, stige tilvejrs igen og lande stakåndet, men trygt på kanten af vippen og råbe til dem dernede, der står og lurer med en skummel mine: ”Ved I hvad, jeg venter nok lige lidt endnu, før jeg springer. Kan I have det. Hej hej..”. Den går ligesom ikke.
Og rigtig ondskabsfuldt er det, at de alle står ude periferien eller billedligt talt rundt om bassinet og venter på det endegyldige ”plop”, hvor jeg får kontakt med vandets overflade, og netop når at høre dem sige i en sand symfoni, inden jeg sluges ned i de næsten uendelige vandmasser: ”We have been there, have done that”. Ubarmhjertigt og uden enhver form for løfte om hjælp står de. De har i hvert fald ikke tænkt sig at hjælpe! Nej, de kan kun enstemmigt komme med et tilsvarende standardiseret modsvar til min lade fremtidprognose. ”Vi havde det på samme måde”.

Springet gælder nemlig ikke kun job. Hoppet drejer sig for mig også om et skel mellem selvstændighed og bundethed. Det handler om, at jeg skal stå på egne ben for alvor. Det er frygten for at miste kontrol eller fortryde noget, for tænk nu, hvis alting var bedre før. Valget føles helt uendeligt stort! Sammenlignelig med, da jeg som barn synes, at alle ting var større, end jeg synes, de er nu, hvor jeg genser dem.
Jeg er faktisk også næsten overbevist om, at når jeg om nogle år ser tilbage, vil jeg kærligt små le over mig selv og være fuldstændig uforstående over for min tankegang nu, hvor jeg projicerer afslutningen på min trods alt trygge gymnasietilværelse op til et langt større og mere omfattende, eksistentielt spørgsmål om, hvem jeg er nu, og hvad jeg har lyst til at være i fremtiden.

Meget mod min vilje er jeg sikker på, at jeg kommer til at stå i mængden af voksne rundt om bassinet, hemmelighedsfuldt vinkende op til mine små kusiner og fætre på kanten. Endnu mere overbevist er jeg desværre om, at jeg vil være lige så selvtilfreds og uhjælpsom. Jeg vil stå der på forreste række med korslagte arme og et smørret grin og godte mig over, at jeg har fundet vej gennem nischen, har været nede på fortvivlelsens fugtige bund og er kommet vel op til overfladen igen.

Når jeg først er kommet dertil, vil jeg være en del af et nyt fællesskab, og jeg vil afgjort være nogle erfaringer rigere. Måske er det i virkeligheden det, det handler om. At man samler erfaringer, de fleste sikkert af tvivlsom og vaklende karakter, men dog stadig inden for rammen ”erfaringer”, og at summen af disse vil give en en baggrund, noget som er en selv. Det, man kalder ens identitet?
Årsagen til, at jeg forhåbentlig eller måske på et tidspunkt springer bliver med største sandsynlighed ikke, at de voksne står dernede og pludselig i et split sekund rækker armene indbydende frem. Det tør jeg ikke satse på. Det er jo et selvstændigt træk, det er kyllingen, der klarer at hakke sig ud af ægget – alene! Grunden til springet bliver nok snarere, at køen eller rettere sagt mængden af lige så ufrivilligt overraskede, fortvivlede og chokerede mennesker bag mig bliver så presserende, at jeg tilsidst snubler ud over kanten, tumler forkvaklet gennem luften og lander på den mest utjekkede og uatletiske facon.

Og selvom jeg uden tvivl hverken vil hoppe særlig flot eller på nogen måde gennemtænkt, så tillader jeg da alligevel mig selv at være en lille bitte smule lettet over, at jeg hvis ikke frivilligt hopper, så i hvert fald skubbes til at springe.
Måske er det ikke meningen, at man skal være i kontrol. Jeg spekulerer nemlig stadig over, hvorfor høj som lav livet igennem beskæftiger sig med identitetsspørgsmålet. – Hvorfor diverse medier vedbliver at prøve at komme med udsendelser, der kan udstoppe det gabende tomme hul, på hvis etikette, der står ”Identitet”.
Hmm. Kan det være, det hænger sammen med, at erfaringer og fortid – summen af ens oplevelser – udgør ens identitet? For hvis det gælder, så er det jo logisk nok, at det stadigvæk er relevant for alverdens mennesker, at stille sig selv spørgsmålet, selvom de er ældrere og er sprunget forlængst. De kender når alt kommer til alt heller ikke deres fremtid. Ældrere mennesker end mig er måske en kende sikrere i, hvem de er, fordi summen af deres erfaringer er større, men usikkerheden i forhold til, hvem de vil være i morgen, om en uge eller en gang i fremtiden, hjemsøger dem sikkert på lige fod med mig. Et spøgelse, der med sin klamme ugennemsigtige natur, utrætteligt svæver ind og ud af kroppen og efterlader mig koldsvedende med unaturlig og foruroligende høj puls. Et spøgelse, hvis vigtigste opgave er at minde om, at identiteten udvikles livet igennem?

Hvis verden virkelig hænger sådan sammen, så vil jeg bestræbe mig på ikke at frygte for meget. Et meget utopisk ønske. Jeg vil ikke desto mindre forsøge, og så kan fortidens og nutidens kloge hoveder gøre sig alle de finurlige tanker, de lyster, for jeg vil vente på at trænslen bag mig skubber så voldsomt, at jeg må give efter. Her, helt fortroeligt, kun mellem dig og mig, tør jeg godt indrømme, at jeg nok alligevel ikke er modig nok til at hoppe ud i selvstændigheden og identitetsudviklingen helt alene og af egen fri vilje. ”Gudsketakoglov” er jeg blot en lille brik i et kæmpe puslespil. Jeg er lige præcis blot, hvem som helst, ikke stor og betydelig. Jeg er blot en spekulant.